Ferie med børn

9. august 2019 0 Af Kreative Pips

Det er mange år siden, jeg sidst har kørt langt væk på ferie med drengene. Derfor har jeg gjort mig en del tanker om, hvordan køreturen blev bedst mulig for os alle fem. Jeg havde sørget for masser af underholdning med til drengene både til køreturen og til selve ferien.

Jeg er glad for min mor fik mig talt fra at køre alene med drengene til Italien. For selvom turen gik fint, var der lidt brok/skænderier mellem drengene. Og hvis jeg havde været alene OG dermed chauffør, havde det været lidt presset at skulle klare begge dele. I stedet kørte vi med mine forældre derned, og så fløj vi hjem fra Venedig lufthavn.

Underholdning i bilen

Vi har ingen velfungerende iPad, så der var ingen film/serier i bilen. De fik lov at spille lidt på min og Olivers mobiler, men det var jo kun de spil som ikke krævede mobildata. Men egentlig efterspurgte de det kun, når de var trætte og trængte til pause.

Det meste af bilturen blev brugt på at lave de opgaver, som jeg havde fundet på nettet. Det var både opgaver med matematik, klokken og noget farvelægning – selvfølgelig tilpasset hver deres alder.

Jeg brugte bl.a. Hr. klogemand og Printland.

Ferieunderholdning til børn
Ferieunderholdning til børn
Ferieunderholdning til børn
Opgaverne blev sat ind i en clipboardmappe (Reklamelink), så der var hårdt underlag, mens vi kørte i bilen.

Bil-leg

Min mor havde en sjov leg, som vi faktisk også brugte en del tid på. Min mor begyndte med at sige alfabetet indeni sig selv, mens min far sagde stop. Min mor fortalte nu det bogstav hun var kommet til, og vi skulle nu på skift sige en ting med det bogstav. Bagefter var det Mathias som sagde alfabetet, mens min mor sagde stop. Og sådan gik det på tur i bilen.

Efter et par runder ændrede vi reglerne lidt, så den der sagde alfabetet fik lov at vælge kategorien. Og det kunne være alt fra dyr, mad og til campingudstyr. Vi var også rundt om køkkenudstyr, ting på badeværelset og søde sager.

Jeg vil helt sikkert bruge legen, næste gang vi skal køre en længere tur. Udover at det var sjovt, var det også lærerigt for drengene. De skulle tænke og bruge deres stavekundskaber for at finde på nye ting/ord med det pågældende bogstav.

Underholdning i Italien

Begge mine drenge er glade for at pusle med kreative ting, men det er jo ikke sådan at slæbe hele krealageret med. Deres favorit er nok at lave perler, men det er ikke så nemt at have med på ferie. Men det er Pixels!

Pixelhobby

Vi brugte også en del af formiddagen eller siestaen på at læse. Vi havde alle 20 bøger med fra vores foreløbig to forløb med Alkalær hos fantastiske Lisa. Det er så dejligt at drengene nu er begyndt at nyde at læse, og at det ikke længere er en kamp fyldt med skænderier og brok. Mathias er endda begyndt at sidde og læse for sig selv, dét er dejligt at se, når jeg nu selv er en ret så stor læsehest 🙂

Se mere om hvad jeg læser her.

Alkalær
Oliver knokler med ‘sjippe’lyden
Alkalær
Drengene hygger med en bog i sengen

Sommerferien synger nu på allersidste vers, og mandag begynder hverdagen igen. Der kommer nogle nye ting i form af nye fag, nye lærere og nye rutiner. Jeg håber på, at vi kan få skabt den gode og rolige hverdag, som jeg drømmer om. Det er svært, når begge drenge er lidt udfordrede i skolen med de mange børn og den megen larm. Men jeg kæmper videre indtil det lykkes, og nu har jeg endelig fået kæmpet mig til hjælp fra kommunen. Jeg er spændt på hvad det bringer med sig, men jeg føler mig klar til at møde de mange nye ting.

Følg mig på Pinterest, Facebook og Instagram