DIY mønster-hack
– Dette indlæg indeholder affiliate links
Da jeg syede By Runi Highlow dress blev jeg skuffet! Den klædte mig bare ikke, og jeg syntes, at det var svært at vælge mellem de tre længder i overdelen. Der var ingen forklaring på, hvordan man skulle vælge. Da jeg nu har prøvet to af dem, og ingen af dem rigtig er gode til mig, har jeg lagt mønstret lidt på hylden. Eller det vil sige, at jeg nu har lavet et mønster-hack og her viser jeg dig min DIY, så du selv kan gøre det samme.
Mønster-hack
Et mønster-hack er en designændring du laver på et mønster. Jeg har her taget udgangspunkt i et mønster, som længe har været min favorit, nemlig Karen-kjolen.
Du kan se mine mange forskellige varianter af Karen her.
Mønstret kan bl.a. købes her (reklamelink).
Jeg brugte ikke det sædvanlige Karen-mønster med lange ærmer, nej jeg brugte min sommerversion, som er ærmeløs. Men i stedet for det korte tætsiddende skørt brugte jeg nederdelen fra Highlow kjolen. På Karen mønstret er markeret en taljelinje, og det var der jeg satte skørtet fra highlow på. Der skal bruges en del stof, når skørt og overdel hænger sammen, men det blev et super godt resultat.
Jeg syede først i en billig metervare, som en fra syklubben vist har købt i Rødovre (jeg må vist ud og købe nogle billige test-stoffer). Det blev et godt resultat, men en lidt kedelig kjole fordi den er ensfarvet. Men tænker den bliver rigtig behagelig til sommer i Italien.
Stoffet til den rigtige kjole har længe ligget i skabet og ventet på det rigtige mønster. Det skulle ikke være en almindelig Karen for det har jeg allerede, bare i en anden farvevariant. Nemlig denne flotte blommefarvet med hortensia. Heldigvis havde jeg lige præcis nok stof til at sy mit nye mønster, og det blev bare perfekt! Jeg er SÅ glad og tilfreds med resultatet. De flotte læg, som lige skjuler det værste af topmaven og så med et skørt, som der er bevægelser i. Det er bare perfekt – kjolen blev testet til årets håndboldafslutning. Og den er bare skøn at have på OG danse i 🙂
Det er absolut ikke sidste gang jeg bruger det her mønster. Det er mit nye favoritmønster. Og samtidig har jeg fået mod på selv at ændre på mønstre i fremtiden.