Boganmeldelse – Overlevelse
Jeg har læst og anmeldt romanen “Overlevelse” af Thomas C. Krohn.
Bogen “Overlevelse” er modtaget til anmeldelse. Bogen er nr. 2 i serien om kaptajn Tanja Storm. Anmeldelsen af nr. 1 “Opløsning” finder du her.
Fakta om bogen:
Titel: Overlevelse
Forfatter: Thomas C. Krohn
Udgivelsesdato: 6. december 2024
Forlag: Rosenhill
Fra bogens bagside læses:
Hvor meget kan Tanja ofre for at redde andre, når hendes egen verden balancerer på kanten af afgrunden?
Kaptajn Tanja Storm troede, hun havde lagt sit farlige liv bag sig. Som underviser på officersskolen er hverdagen fredelig og giver overskud til, at hun kan hjælpe sin søn William i de daglige udfordringer med at sidde i kørestol. Men skæbnen har andre planer. En desperat bøn om hjælp trækker Tanja ind i en livsfarlig mission i det borgerkrigsramte Mali. Hendes nære ven, Albert, er blevet kidnappet af en brutal oprørsgruppe. Med et håndplukket team af tidligere soldater, inklusive hendes trofaste ven Niels, kaster Tanja sig ud i en hæsblæsende redningsaktion. I det ubarmhjertige ørkenlandskab møder de mere end blot bagende varme og sand. Det bliver en kamp for overlevelse. En mission, som sætter alvorlige spor hos deltagerne, både fysisk og psykisk.
Samtidig har William udsigt til en behandling i Seoul, som kan give ham en ny chance for at komme til at gå igen. Behandlingen giver grobund for nyt håb, men uventede komplikationer truer. Det bliver også en kamp for overlevelse. ‘Overlevelse’ er en gribende fortælling om en kvindes ukuelige kamp mod umulige odds, hvor kun hendes erfaring, stædighed og vilje kan redde hende. Bogen er den anden i serien om den dedikerede og handlekraftige Tanja Storm, som forsøger at balancere rollen som både officer og mor i en langt fra perfekt verden.
Min anmeldelse af “Overlevelse”
Jeg har læst rigtig mange af Thomas’ bøger, og en af de ting jeg rigtig godt kan lide ved hans bøger, er hans præmis om at det kunne ske i virkeligheden. Når tanken hvad nu hvis, pludselig slår ned, og jeg kan mærke frygten for det sker. Samtidig har titlen også flere betydninger – i hvert fald for mig. For overlever Tanja den farlige redningsaktion? Overlever William den eksperimenterende behandling i Seoul? Og overlever Tanja de mange følelsesmæssige kampe? Og et er at overleve fysisk, men hvordan har psyken det? Er det et liv bagefter?
Jeg synes denne bog er en god efterfølger til den eminente første bog om Tanja Storm. Jeg læste hurtigt bogen, fordi den var så spændende. Beskrivelser af steder og personer har en rigtig god dybde, så jeg hurtigt får en fornemmelse eller kan se det for mit indre blik. Jeg var godt underholdt og kan varmt anbefale “Overlevelse”.
Hvis du mangler at bestemme dig for, hvilken bog du skal læse i juleferien, kan du dykke ned i mine mange anmeldelser lige her. Jeg har flere bøger liggende klar til læsning og anmeldelse, så jeg kan love der kommer flere anmeldelser de kommende uger.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram