Nem halloween krea med børn

Nem halloween krea med børn

13. oktober 2024 0 Af Kreative Pips

Jeg elsker at være kreativ med børnene, og efterhånden som halloween bliver større og større i Danmark og dermed også for os, laver vi mere og mere pynt til halloween. I år har vi lavet de nemme spindelvæv med limpistolen, mens de andre ideer har et par år på bagen. Det vigtigste for mig i en travl hverdag, er at det skal være nemt at være kreativ med børnene. Herunder finder du forskellige ideer til nem halloween krea med børn.

Spindelvæv med limpistol

Jeg har googlet og fundet nogle passende billeder af spindelvæv, som jeg har printet ud. Derefter har jeg lagt dem i plastiklommer, og her er det vigtigt at det er den kraftige slags. Ellers bliver det umuligt at få limen af igen.

Når limpistolen er varm, “males” spindelvævet med lim ovenpå plastiklommen. Sørg for at limen hæfter ordentligt ved krydsene. Mathias var en kæmpe hjælp, da mine hænder desværre ikke kan holde til at bruge limpistolen så meget. Selv da jeg havde pakket limpistolen væk, spurgte han efter den og ville lave flere spindelvæv. Så jeg tror, vi når at få endnu flere spindelvæv, før vi rammer halloween 🙂

Når limen er kold og stivnet, kan spindelvævet fjernes fra plastiklommen. Jeg valgte at male alle spindelvævene med selvlysende maling, men du kan male i lige den farve du har lyst til, og eventuelt drysse med glimmer også.

Vi har lavet både runde spindelvæv og nogle til hjørner, og nu er de fleste hængt op på carporten og enkelte i et træ ved carporten. De fine spindelvæv passer perfekt til den store edderkop, som jeg lavede for mange år siden. Den er fra Anja Takacs, og ligger formentlig stadig på hendes hjemmeside.

Den lille edderkop på billedet herover er også lavet i perler, den fandt jeg på Pinterest.

Mumier i pap og garn

Jeg har søgt på google efter en lille kagemandsfigur. Derefter har jeg skåret den ud i sort pap på min skæremaskine. Du kan selvfølgelig også bare klippe figurerne ud efter en kopi, jeg udnytter bare min skæremaskine. Derved kan jeg også skære flere på en gang.

Derefter skal der vikles hvidt garn rundt om manden. Jeg har købt bomuldsgarn i Søstrene Grene, men alt andet kan også bruges. Måske har du allerede noget liggende i gemmerne? Der skal bruges mere garn end jeg umiddelbart troede, så børnene fik bare flere stykker efterhånden som de havde behov for mere garn.

Som du kan se har mine børn forskellige måder at vikle på. Da vi lavede dem, var vores yngste 2,5 år, og selv han kunne være med.

Til sidst limede vi rulleøjne på. Jeg bruger hvid skolelim, og så bruger jeg en vatpind til at smøre det på øjnene. Det var også nemt for den yngste selv at tage lim på – han er i “mig gør det” alderen 🙂

Græskar af vatkugler og garn

Jeg har set denne ide på instagram. Der blev der brugt flamingokugler, men da jeg har en stor pose med vatkugler liggende, afprøvede jeg ideen med dem.

Du skal bruge kugler af vat eller flamingo, orange garn og en lille kvist på ca. 3-4 cm. Jeg havde som nævnt kuglerne fra tidligere proekter/ideer, og det orange garn er også købt i Søstrene Grene.

Lav først et hul igennem kuglen. Vatkuglen kan godt drille og være besværlig, men det kan godt lade sig gøre.

Herefter vikles garnet rundt om kuglen igennem hullet. Garnet skal ligge helt tæt op ad hinanden hele vejen rundt. Til sidst puttes den lille kvist ned i midten, så den ligner stilken på græskarret.

Garnet skulle nok have været tykkere for at give det helt rigtige græskarudseende, men det havde jeg ikke tid til at lede efter. Men det lille græskar er da ret så sødt alligevel.

Prøv også min varme chokolade med pumpkin spice

På min Pinterest kan du finde flere ideer til Halloween, se f.eks. min Halloween tavle HER eller find den med perler under HAMA. Også her på bloggen kan du finde flere halloween ideer, dem kan du se HER.

Vi skal holde Halloween hygge/fest for Mathias’ klasse, så vi er allerede i gang med at pynte op i haven. Vi bruger både gammelt, nyt og prøver forskellige hjemmelavede ideer af.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram