Ideer til piratfødselsdag
Efter halvandet år med nedlukninger og restriktioner blev det endelig muligt at holde en børnefødselsdag. Mathias valgte ret hurtigt at det skulle være en piratfødselsdag. Dét var heldigvis et nemt valg, for det tema har vi brugt før. Og genbrug af ideer og pynt er altid en god løsning. Denne gang tilføjede jeg en piratskattejagt og lidt stillesiddende aktiviteter, og jeg samler i dette indlæg alle mine ideer til piratfødselsdag, så det er nemt at holde en temafødselsdag med pirattema.
Genbrug fra tidligere piratfødselsdage
Igen lavede vi de sjove indbydelser, som ligner skattekort. Det er bare printede indbydelser, som er dyppet i kaffe. Hele vejledningen finder du i dette indlæg. Jeg pyntede op med de tre syede piratvimpler, og så fandt jeg igen chokolade-guldmønter, som børne-pirater selvfølgelig er vilde med. Hvis det var voksen-pirater, havde små romflasker måske været sagen 🙂
Piratskattejagt
Jeg gjorde mig en del overvejelser omkring vores skattejagt. Jeg kender ikke Mathias’ nye klasse, men ved at de alle har en diagnose indenfor ADHD-spektret. Jeg var i tvivl, hvor længe de ville kunne koncentrere sig og hvor meget bogligt de kunne. Derfor endte jeg på fire poster, og efter hver post fik de et bogstav. De fire bogstaver fortalte, hvor skatten var gemt. Jeg havde valgt at udføre alle fire opgaver foran mit hus, og skatten var så gemt i vores HAVE.
Jeg fortalte børnene, at vi skulle teste om de var rigtige pirater:
- Og rigtige pirater skal have en god balance, for at kunne blive stående på piratskibet, når det er ude og sejle i store bølger. Første opgave var derfor at gå balance på mit bed, som består af 2 lag sten. Det klarede alle børnene helt sublimt.
- Rigtige pirater skal også være sikre på hænderne, til når de skal slås med deres sværd. Derfor lavede vi den klassiske leg med at balancere med en ske med en kartoffel på. Vi brugte dog kastanjer, men legen er den samme. Da børnene var så gode til at gå på bedet, blev denne leg også klaret som balanceøvelse på mit bed.
- Pirater skal være hurtige, og de kunne selvfølgelig have løbet en tur. Men i stedet fik de et jordbær-snørrebånd hver, og dem spiste de uden brug af hænder. Eller de fleste gjorde – den ene pige hyggede sig med at gå og lege med det i stedet for.
- Til sidst skulle børnene skyde med Nerf pistoler, for at vi var sikre på at de kunne skyde andre pirater. Vi har en større samling af Nerf versioner, og børnene valgte selv, hvilken de ville bruge. Denne del var børnene især glade for, og det var uden tvivl der vi brugte mest tid.
Pirat skatten
Skatten bestod af små cellonfanposer (kan ofte findes i Søstrene Grene) fyld med GULDkarameller, GULDmønter og små smartiesæsker. Jeg havde gemt skatten i vores ene hyndeboks, men hvis man har en sandkasse, kunne det være et godt sted at gemme skatten.
En vigtig ting at huske, når man planlægger aktiviteter til en børnefødselsdag er, at tingene ofte tager markant kortere tid end man tror. Børnene er bare hurtigere til det, eller kan koncentrere sig kortere! Det samme gjaldt med maden og desserten, det tog ikke ret lang tid. Vi havde inviteret i 3,5 time, og den sidste halve time begyndte børnene at blive lidt trætte og søge for sig selv. Så enten skal man sørge for mere voksenstyret underholdning, eller måske “nøjes” med 3 timer?
Nem mad til børnefødselsdagen
For mig handler det om at give mit barn en god fødselsdag, og samtidig må det gerne være nemt og overskueligt for mig. Især fordi jeg ofte står som alene-voksen til børnefødselsdagene (og selvfølgelig til alt andet også). Derfor valgte jeg også en nem løsning med maden. Jeg havde købt færdig pizzadej, som blev klippet i fire stykker. Hvert barn fik sit eget stykke og kunne komme det fyld på, de hver især ønskede.
Jeg bruger altid en færdigtomatsauce fra Fakta (og vi bruger så glassene til at opbevare perler i efterfølgende). Vores valgte fyld var skinkestrimler, halve cocktailpølser, ananas, majs, revet ost og peberfrugt.
Man kunne også vælge kyllingetern, bacon, pepperoni, løgringe, kartoffelskiver, frisk mozzarella. Ja kun fantasien sætter grænser.
Til dessert fik børnene lov at pynte tre minimuffins hver. Jeg valgte min sædvanlige chokoladekageopskrift fra arla. 1/4 af opskriften svarer til 24 minimuffins. Jeg havde tømt ud i min krymmel-kasse og så købt små glasurer og lavet en skål med hvid glasur. Børnene hyggede sig. Nogle spiste bare de tre muffins (min ældste søn haha), mens de fleste brugte lang tid på at dekorere med de mange muligheder. Det var uden tvivl et hit hos Mathias’ venner.
Hvis du ikke har mod på selv at bage, kan købte muffins sikre helt samme lykke hos børnene. Det her med at pynte vil jeg helt sikkert lade børnene gøre noget oftere, især nu når vi skal til at se Den store bagedyst på DR1 igen. Det er nemlig et fast indslag herhjemme de lørdage, drengene er hos mig. Og ofte ser vi programmet om mandagen, hvis de har været hos deres far i weekenden.
Stillesiddende underholdning
I år er Mathias begyndt i en specialklasse for børn med ADHD. Jeg var spændt på, hvordan det ville gå, for jeg kender stort set ikke hans klassekammerater. Børn med ADHD er jo lige så forskellige som alle andre børn, og jeg havde derfor sørget for lidt stillesiddende underholdning, i tilfælde af at de havde brug for lidt afveksling.
Jeg havde googlet og fundet nogle fine (og gratis) print-selv tegninger med pirater. Og der var både drenge og piger, som tog en pause med en tegning.
Andre ideer til stillesiddende aktiviteter:
- Krympeplast – de fås med piratmotiver hos Rito (Reklamelink)
- Perleplader med piratmotiver – søg ideer på Pinterest – min tavle med HAMA finder du her
- Pirat tatoveringer – de fås bl.a. her (Reklamelink) og de har også en masse pynt
- Klistermærker – brug klistermærkerne som en del af en tegning eller et skattekort
Jeg håber, du har fået lidt inspiration og ideer til piratfødselsdag, hvis du selv eller dine børn snart skal fejres. Jeg er allerede nu gået i tænkeboks til, når Oliver om et halvt år fylder 13 år. Han er yngst i sin klasse, og der er flere som er et par år ældre, så det er jo en helt anden type fødselsdag. Men jeg ved at Oliver stadig ønsker at blive fejret, så mon ikke vi i fællesskab kan finde en god løsning?
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram