Sy selv flag – Storbritannien

Sy selv flag – Storbritannien

8. januar 2025 0 Af Kreative Pips

Jeg har syet mange forskellige slags flag til flagranker. Jeg synes, det er sjovt at få en udfordring og skulle lave noget nyt. Selvom jeg synes, det er sjovt, er jeg ofte lidt (MEGET) langsom til at komme i gang. Frygten for fiasko og fejl gør det svært for mig at komme i gang. Jeg kan godt selv se, at det er en smule fjollet, for vi snakker jo ikke liv eller død her. Men det med at fejle hænger sammen med at jeg har høje forventninger til mig selv. Omvendt giver den langsommelige start mig en masse dårlig samvittighed over for dem, jeg har lovet projektet til. Disse flag har f.eks. været knap 4 måneder undervejs! Men det lykkedes i første forsøg, så hvad frygtede jeg egentlig? Nå, men her er flere sy selv flag og denne gang er det Storbritannien, som står for skud 🙂

Sådan laver du Storbritanniens flag

Jeg har skåret mine kryds og kors på min Silhouette skæremaskine. Der har jeg siddet og tilpasset dem ift. det færdige blå flag. Du kan også tegne dem i hånden, eller måske anvende et google billede som mønster. Normalt har jeg købt enkelte ark strygevinyl hos Selfmade, da jeg kan køre til en butik på 20 min. Men nu er det væk fra deres hjemmeside, så jeg ville ikke køre forgæves. Den hjemmeside jeg bruger til større indkøb, koster 60kr i porto og så blev jeg nærig. Heldigvis er min mand blev en 3D printer-nørd, så han fandt strygevinylen hos 3Deksperten, og det fungerede virkelig fint. Så en varm anbefaling herfra.

Sy selv flag – Storbritannien

Sy selv flag til flagranker. Denne vejledning viser, hvordan du syer Storbritanniens flag Union Jack

Equipment

  • Symaskine
  • Strygejern og/eller varmepresser

Materials

  • Strygevliesline
  • Blå bomuldsstof (fast)
  • Rød og hvid strygevinyl

Sådan gør du

  • Klip eller skær vlieslinen i stykker på 13×20 cm og stryg det på det blå bomuldsstof. Klip stoffet med ca. 1 cm sømrum.
  • Fold hvert stykke blå bomuld med vlieslinen ud af. Sy sammen på én kort side og den lange side, så det er som en lomme/pose.
  • Klip de to hjørner skrå. Vær forsigtig, du må ikke klippe i syningen. De skrå hjørner gør det nemmere at lave pæne hjørner, når du vender det om på retsiden.
  • Vend "posen" og stryg den pæn og flad. Brug evt en nål eller andet til at få hjørnerne helt ud.
  • Stryg først det hvide kryds på det blå flag. Husk at gøre det på begge sider.
  • Så stryger du et smallere rødt kryds ovenpå.
  • Nu er det tid til det hvide kors.
  • Til sidst stryger du det smallere røde kors på flaget. Klip strygevinylen til i hjørnerne.
  • Tada, færdige Union Jack

Oversigten over mine syvejledninger til flag og flagranker, kan du finde her.

Jeg mangler én slags flag for at kunne færdiggøre denne flagranke, men det er et flag jeg allerede HAR på min liste. Og den næste flagranke jeg vil sy, skal blot bestå af Dannebrog og skal bruges som pynt til Mathias’ konfirmation til maj.

Hvis der er nogen flag, du mangler, er du velkommen til at kontakte mig – måske har jeg en ide til, hvordan det kan laves.

Rigtig god sylyst herfra 🙂

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram