Boganmeldelse – Glutenfrie årstider
Jeg har læst og afprøvet kogebogen “Glutenfrie årstider” af Karina Baagø.
Bogen “Glutenfrie årstider” er modtaget til anmeldelse.
Fakta om bogen:
Titel: Glutenfrie årstider
Forfatter: Karina Baagø
Udgivelsesdato: 30. oktober 2020
Forlag: Forfatterskabet
Fra bogens bagside læses:
Med Glutenfrie Årstider er det slut med at savne, være udenfor eller føle sig til besvær! Her får du opskrifter på traditionsrige brød og kager fra de danske højtider og traditioner. Alle opskrifter er lige som du kender og husker dem – bare uden gluten. Med bogen i hånden kan du selv lave klassikere i glutenfrie udgaver, som hele familien vil elske at spise.
Igennem de fire årstider deler Karina Baagø ud af små tips, brugbare redskaber og kærlige spark til at gøre hverdagen og familielivet uden gluten til en fest i stedet for en sur pligt. Karina guider dig igennem hele året – lige fra fastelavnsboller og varme hveder til snobrød og kammerjunker, halloweenkage og klejner. Glutenfrie Årstider giver nyt liv til alle de lækre klassikere.
Om forfatteren Karina Baagø har siden 2016 arbejdet professionelt med glutenfri bagning, opskriftudvikling og livsstil. Karina har en uddannelse i ernæring og sundhed og har glutenfri mad og hverdag tæt på livet, da hendes datter er glutenintolerant. Karina er også forfatter til bestselleren Knæk Koden til Glutenfrit Brød.
Min anmeldelse af Glutenfrie årstider
Vaniljekranse
Jeg har tidligere testet Karinas opskrifter fra bogen “Kager du kender – bare glutenfri! (læs boganmeldelsen her). Og hendes opskrifter giver altid et rigtig godt resultat. Så da jeg modtog denne fine kogebog med lidt til alle årets højtider, valgte jeg hurtigt at teste hendes vaniljekranse. Jeg har ALDRIG tidligere bagt vaniljekranse og er egentlig ikke den store småkagespiser, men når jeg en gang imellem spiser småkager, er det KUN de hjemmebagte, som dur.
Fra tidligere glutenfri bagning havde jeg de fleste ingredienser, så det var nemt at komme i gang. Problemet opstod, da jeg opdagede at vi ikke har et småkagejern til vores køkkenmaskine. Jeg har udfordringer med mine håndled og underarme, så det ville være dumt at prøve at sprøjte dem ud i hånden. Heldigvis reddede min mor mig, for hun lånte os hendes kødhakker med småkagejern.
Da manden og jeg først fandt rytmen, gik det som en leg og det er bestemt ikke sidste gang jeg skal bage vaniljekranse. Jeg er vild med sprødheden og friskheden af de små vaniljefyldte kranse.
Næste bagning
Næste gang tror jeg, at vi skal prøve at bage hindbærsnitterne, for dem spørger drengene tit om. Og vi skal også prøve fastelavnsbollerne. Vi kommer til at prøve en masse opskrifter i det kommende år. Selvom ingen af os er glutenallergikere, synes jeg det er sjovt at bage uden gluten. Og så gik Mathias tidligere i klasse med en glutenallergiker, og hun blev altid SÅ jublende glad, når Mathias havde kage med som hun også kunne spise 🙂 Sådan en lille handling med en KÆMPE effekt <3
Jeg kan varmt anbefale Karinas bøger – opskrifterne er nemme og godt beskrevet. Og resultatet har hver gang været en succes.
Hvis du mangler at bestemme dig for, hvilken bog du skal læse i juleferien, kan du dykke ned i mine mange anmeldelser lige her. Jeg har flere bøger liggende klar til læsning og anmeldelse, så jeg kan love der kommer flere anmeldelser de kommende uger.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram