Boganmeldelse – Noah er en pige & Nora er en dreng

Boganmeldelse – Noah er en pige & Nora er en dreng

26. juni 2024 0 Af Kreative Pips

Jeg har sammen med min søn Mathias læst og anmeldt bogen “Noah er en pige & Nora er en dreng” af Stephanie Riis.

Bogen er modtaget til anmeldelse.

Fakta om bogen:
Titel: Noah er en pige & Nora er en dreng
Forfatter: Stephanie Riis
Udgivelsesdato: 25. juni 2024
Forlag: Wadskjær Forlag

Fra bogens bagside læses:
Noah er en pige & Nora er en dreng af Stephanie Riis er kønsidentitet og LGBTQ+ formidlet i børnehøjde. Det er en børnebog, der handler om børn, der eksperimenterer med køn. Noah er en pige & Nora er en dreng indgår som en del af Tolerance-serien. Denne nye børnebogsserie fokuserer på tolerance blandt børn. De sætter fokus på forskellige emner, som skal skabe en større forståelse og tolerance hos børn over for dem, der ikke er som dem selv. Bøgerne kan godt læses hver for sig. Noah er en pige & Nora er en dreng handler om to børn i børnehaven der ønsker at være af modsatte køn. Noah og Nora, der fra hver sin ende af bogen fortæller deres historie, skal være modige og være tro mod sig selv ved at fortælle børnehaven og deres bedste venner, at de gerne vil kaldes et andet navn, og at de føler sig som værende af det modsatte køn. De er både nervøse og spændte, men det viser sig, at det kan betale sig at være modig, og at de bliver accepteret præcis som dem, de er.

Vores anmeldelse

Mathias er knap 13 år, så han læste bogen op for mig. Der var enkelte lange ord, men ellers læste han nemt bogen for mig. Efterfølgende snakkede vi om indholdet. Mathias tolkede det mest, som at det handlede om at være sig selv og modet til at stå ved sig selv. Han koncentrerede sig ikke så meget om emnet kønsidentitet, men kunne godt relatere til at stå ved sig selv og nævnte selv en dreng fra skolen som mest legede med piger.

Jeg synes, det er en god bog, som på en nem måde viser, hvordan børns kønsidentitet kan håndteres. Jeg syns det er en vigtig bog, for at give de børn og familier, der står med disse udfordringer, noget at spejle sig i. Samtidig kan bogen sagtens bruges til andre problematikker, som Mathias selv kom ind på. Det var nemlig nemt for Mathias, at bruge bogen på de områder han selv kæmper med. Og så viser bogen også bare at børn er så meget bedre til at acceptere hinandens forskelligheder end os voksne, som mere har tendens til at putte hinanden i kasser. Det syns jeg i hvert fald selv jeg har været slem til tidligere. Nu øver jeg mig i at se personen og så lægge køn, seksualitet osv. til side. En skøn bog, som jeg varmt kan anbefale.

Dette er ikke den første børnebog vi anmelder, og alle vores anmeldelser kan du/I finde her.

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram