Konge udklædning

Konge udklædning

9. februar 2023 0 Af Kreative Pips

Som jeg nævnte i det seneste indlæg, vil Mathias være konge til fastelavn. Og med hans kongekrone, kongekåbe og en fornem orden i lyseblåt bånd, får han en konge udklædning. Og jeg håber, han får nogle sjove gange med udklædning og med at slå katten af tønden.

Konge udklædning

Kongekåbe

Mathias har hele tiden været mest hooked på en rød kongekåbe med pelskant. Den langhårede pelskant havde jeg liggende i gemmerne. Den er købt, fordi jeg engang tænkte, at jeg skulle sy julesokker til gaver (lige som en masse andre på instagram…). Nu er den endelig brugt til en længe ønsket kongekåbe.

Materialer:
– stof i ønsket farve
– pelskant i ønsket længde, min er 150 cm
– velcro – jeg fandt en rød, så den er skjult lidt i stoffet.

Det røde stof er blank stretch velour købt hos Selfmade. Det havde den rigtige blanke overflade, og velour trævler ikke, hvilket gjorde syningen minimal.

Jeg har målt Mathias fra skulderne og ned, og han var 130 cm. Dvs. jeg har klippet stoffet 130 cm i højden, mens jeg har brugt den fulde bredde af stoffet (145 cm).

Jeg lagde stoffet dobbelt, så jeg kunne klippe de to buer i bunden samtidig. Det gjorde jeg ved hjælp af et stort lagkagefad.

Jeg gav Mathias kåben på, og så målte jeg, hvor jeg syntes velcroen skulle sidde fast. Jeg har syet velcroen på indersiden af kåben. Til sidst har jeg syet pelskanten på hele vejen rundt i pelsen.

Eftersom stoffet ikke trævler, har jeg ikke gjort mere ved kanten. Hvis du bruger trævlende stof, vil jeg anbefale enten at lægge kåben op/ind hele vejen rundt. Alternativ sy kantbånd hele vejen rundt.

Svend ordenen til min konge udklædning

Jeg må jo indrømme, at jeg er royalist. Og derfor ved jeg at de kongelige til deres fine fester bærer elefantordenen i et lyseblåt bånd over skulderen og ned på hoften. Jeg syntes det kunne være en sjov lille detalje at lave en sådan orden til Mathias.

Jeg troede, at jeg havde gemt min gamle halskæde med en stor elefant i. Altså dengang i slut 1990’erne var lange kæder med store vedhæng bare et hit. Og sådan en havde jeg med en elefant. Men jeg må have smidt den ud, for jeg kan ikke finde den.

Materialer:
– Bredt bånd – mit er købt hos selfmade
– Øjestilk – dem kan du bl.a. købe her (Reklamelink)
– dyr i blød plastik

Konge udklædning

Nede på Mathias værelse så jeg pludselig Svend, og SÅ fik jeg en god ide. Min far og min kæreste havde en masse ideer til, hvordan de kunne sætte søm og skruer i Svend. Men jeg ville selv finde en løsning, og det lykkedes heldigvis. Jeg fandt min lille smykke-værktøjskasse frem, og med et enkelt forsøg fik jeg stukket en øjestilk ned i ryggen på Svend. Jeg kunne “kun” få øjestilken ca. 2-3 cm ned, så jeg måtte klippe noget af min øjestilk af.

Konge udklædning

Båndet er klippet i den længde, der passer Mathias. De to ender er syet sammen på symaskinen, og så er Svend syet fast i hånden gennem det lille øje i øjestilken.

Hvis du har lyst til at se flere af mine udklædningsideer, kan du finde dem her. Hvis det i stedet er fastelavnspynt eller fastelavnsboller, du er interesseret i, kan du finde alt om fastelavn her.

Følg mig på Bloglovin’PinterestFacebook og Instagram