Boganmeldelse – En mors hævn
Jeg har læst og anmeldt bogen “En mors hævn” af Martin Holmslykke.
Bogen “En mors hævn” er modtaget til anmeldelse.
Fakta om bogen:
Titel: En mors hævn
Forfatter: Martin Holmslykke
Udgivelsesdato: 3. april 2022
Forlag: Panterpublish.dk
Fra bogens bagside læses:
“Pludselig sprøjter der blod på Sarah, der skriger. Hun vender sig og får et chok, da hun ser Henrys blodige hals.”
I 1840’erne bliver den unge, stolte og stærke kvinde Mateba fragtet fra Afrika til Amerika. Her bliver hun solgt på et marked som slave og tvunget ud i prostitution på et bordel i New Orleans. Efter en voldtægt føder hun sønnen Jack, der til hendes store sorg bliver brugt som indsats i et spil kort – og taget fra hende.
Jack bliver sendt flere dagsrejser væk fra sin mor for at være personlig opkvarter for den følsomme, jævnaldrende Henry, der er søn af en hårdhændet plantageejer. Selvom de har vidt forskellig baggrund, vokser der et stærkt venskab mellem dem igennem årene. Men på trods af at Jack lever et forholdsvis priviligeret slaveliv, bærer han på en sorg over at have mistet sin mor. Og heller ikke Mateba kan slippe tanken om sin søn.
Både Mateba og Jack længes efter at blive genforenet. Og de drømmer begge om frihed, men er de villige til at gamble alt, og kender de prisen for at flygte?
EN MORS HÆVN er et drama, der har tvang, køn, seksualitet og kampen for et barn som omdrejningspunkt. Det er både en storslået, historisk troværdig tragedie og en skøn, intens skildring af en kvindes kamp for sit barn. Hvor langt er moderen villig til at gå?
Min anmeldelse af “En mors hævn”
Da jeg tog bogen frem for at læse den, nåede min kæreste at læse bagsiden, mens jeg lige hjalp en af drengene med et eller andet. Og så så jeg ikke mere til bogen den aften. Min kæreste, som ellers ikke læser, snuppede simpelthen bogen fra mig, fordi bagsiden bare fangede ham.
Heldigvis lod han den ligge hos mig, så jeg kunne læse den. Og den fangede i høj grad også mig. Bogen er så velskrevet og historien er fangende. Det er tydeligt at mærke, at der er lavet en masse research for både det historiske og stederne er så vel beskrevet, at jeg følte, jeg var lige der midt i historien.
Jeg kan genkende løvemoren i slavinden Mateba, som kæmper for sin søn Jack. Og det er en super interessant rejse, for hvor langt vil hun (eller jeg) gå for retfærdigheden for børnene? Selvom den foregår for knap 200 år siden, er det nemt at drage paralleller til nutiden, hvor jeg selv har kæmpet for mine børn i deres kamp for udredning og retfærdighed. Og det samme kan jeg se i de mange facebookgrupper for børn med diagnoser.
Tilbage til bogen – den er virkelig god og jeg kan varmt anbefale den. Så mangler du en god og velskrevet krimi, vil jeg klart mene, at du skal læse “En mors hævn”. Rigtig god læselyst.
Du kan finde mine andre boganmeldelser her.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram