DIY på kjolemønster
Min venindes datter har én slags kjole fra H&M, som hun vil bruge. Hun bruger en størrelse noget større end hendes alder, og derfor kan hun ikke få kjoler med de figurer hun godt kan lide. Derfor spurgte hendes mor, om jeg ikke ville sy nogle kjoler til hende. Jeg har fået en af hendes kjoler, og så har jeg selv lavet et kjolemønster ud fra kjolen. Det var ret nemt og hurtigt, så her er min DIY på kjolemønster ud fra et købemønster.
Sådan tegner du mønstret af
Jeg vender altid tøjet om på vrangen, så jeg kan måle og få sømrummet med. Jeg foldede kjolen på midten, så jeg kunne tegne overdelen af ved midterfolden. Jeg satte mine mønstervægte (de største møtrikker fra Biltema) på stoffet for at få det rigtig spredt ud. Jeg tegnede først forsiden af på mønsterpapir, og dét mønster brugte jeg så til bagsiden, hvor jeg så ændrede halsudskæringen.
Samme princip brugte jeg på underdelen. Men her var det vigtigt at få den fulde bredde med, da kanten er rynket sammen med overdelen. Så den øverste kant på underdelen er noget bredere end kanten på toppen. Se punkt 7 i min vejledning længere nede.
Skørtet er også lavet som et halvt mønster, der skal ligges til fold. Og så skal der klippes to ens dele.
Sådan syr du kjolen
Equipment
- Symaskine
- Overlocker
- Evt. tapebinder
Materials
- Jersey
- Rib eller elastisk kantbånd
Sådan gør du
- Læg de to overdele ret mod ret. Sy den ene skuldersøm.
- Sy kant på ærmegabet og halsen. Jeg bruger min tapebinder.
- Sy den anden skuldersøm. Og sy kant på det andet ærmegab.
- Sæt nåle i og sy de to sider sammen. Overdelen er nu færdig
- De to skørter lægges ret mod ret og syes sammen i begge sider.
- Skørtet lægges op i bunden. Jeg bruger mit sømometer og lægger næsten altid 3 cm op.
- Skørtet og overdelen sættes sammen med nåle. Sidesømmene skal passe, mens skørtet er lidt større end toppen. Da det er jersey kan de to dele nemt tilpasse ved at strække lidt i stoffet.
- Kjolen er nu færdig.
Det er efterhånden blevet til en 4-5 kjoler i dette mønster. Og jeg bliver så glad hver gang min veninde deler billeder på de sociale medier, hvor hendes datter har kjolerne på. Når jeg har købt stof, har jeg købt så der også kunne blive til en t-shirt til lillesøsteren. Og de to piger har på skift fået lov at vælge stofferne.
Den ensfarvede kjole er den oprindelige købekjole, som jeg har brugt til at lave mønstret. Kjolen og blusen med hjerterne var de første jeg syede, og jeg valgte at sætte fin sort glimmerrib i.
Med to drenge i huset er jeg kun glad for at få lov at sy i de her dejlige pastelfarver. Og My little pony var jeg selv glad for i min barndom, men de er for længst givet væk, da mine drenge ikke var interesseret i dem.
Alle mine indlæg om syning kan du finde her. Og da jeg elsker at sy, kommer der helt sikkert flere, når hverdagen lige tillader mig at sy og skrive.
Jeg håber, du kan bruge min DIY på kjolemønster til selv at sy fine kjoler.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram