Kreative ideer til OL
Meget snart begynder de olympiske lege endelig, og jeg glæder mig især til at se de danske håndboldherrer. Men jeg kommer formentlig til at have tv’et tændt lidt oftere end normalt, så jeg kan følge lidt med hos alle danskerne. Jeg er ikke så god til at bare sidde og se tv, så jeg har næsten altid noget kreativt (eller min mobil…) i hænderne. Jeg vil derfor give jer mine små kreative ideer til OL. Der er både lidt perler, lidt syning og så er der også en ny download ala dem jeg lavede til fodbold EM.
Syede flag
Til VM 2019 syede jeg en flagranke med de danske modstandere på vej på VM-guldet, og jeg har overvejet at gøre det samme her til OL. Man kan også sy en flagranke kun med Dannebrog, for sådan en kan jo bruges til alle livets fejringer. Vi mangler i hvert tilfælde en herhjemme, så måske burde jeg komme i gang med sådan en?
Den færdige flagranke fra VM2019 kan ses her, og deri er også links til mange af de andre flag. I foråret lavede jeg en flagranke med det amerikanske flag, og det kan du finde her.
OL i perler
Det er sjældent jeg har den store fantasi til selv at lave mønstre i perler, men forlede aften sad jeg og tegnede på noget ternet papir. Og nu er de også lavet i perler.
Først har jeg lavet de klassiske OL ringe, og som altid kan jeg anbefale Rito (Reklamelink) til køb af perler. Her i juli er poserne med 1.000 stk. på tilbud til 11 kr., og i perioden 23.-26. juli har du muligheden for at vinde et gavekort på dit ordrebeløb + 1.000 kr. – du skal bare lægge en ordre hos dem, og så er du automatisk med i konkurrencen.
OL ringene er lavet spejlvendt, så når de er strøget, er de pæne på den “rigtige” side 🙂
Til ringene er brugt perler i følgende farver (nr. refererer til HAMAs farvekode)
Blå (08) – 40 stk.
Sort (18) – 36 stk.
Rød (22) – 40 stk.
Gul (03) – 36 stk.
Grøn (10) – 36 stk.
Da Danmark møder Japan i første håndboldkamp, og Japan jo også er vært for OL, har jeg valgt at lave de to landes flag i perler. Der skal du bare bruge farverne rød (22) og hvid (01).
Jeg lavede også den klassiske græske søjle med den olympiske flamme i. Den er lavet med grå (70), cremefarvede (02) og gule (03) perler. Jeg synes, det er så dejligt afslappende og sidde med perlerne i hånden, og skabe små kunstværker. Jeg er i gang med et stort, men simpelt perleprojekt, som jeg håber snart kan vises frem. Det har taget en del måneder, men det bliver bare så smukt.
Lidt skolearbejde
Ingen tvivl om at jeg var nørden, da jeg gik i skole. Jeg havde ALTID lavet lektier, og jeg var også gerne forud. Jeg er nysgerrig og videbegærlig, og jeg kan godt lide at lære nye ting. Derfor kan jeg også godt lide at videregive den nysgerrighed og læren nye ting til mine drenge.
Under nedlukningen i januar/februar var sedlerne en vigtig del af hjemmeskolen for min ældste søn, for det var noget han syntes var sjovt og lidt anderledes. Det er også en god læring i kildekritik og at læse informationerne grundigt. På sedlen for Japan øverst i indlægget, var han ved at skrive et navn for Japans spiller. Og han er den højeste spiller, bare på Japans fodboldlandshold 🙂
Du kan hente din gratis version af min OL-seddel lige her.
Fortsat god sommer og god fornøjelse med OL og mine små kreative ideer til OL.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram