Fastelavnskrans med perlefigurer
Til halloween lavede jeg en fin krans med perlefigurer. Fastelavn står for døren, og nu har jeg også lavet en fin krans til fastelavn. Siden jul har der nemlig bare været tomt og kedeligt ved min dør, så nu var der behov for lidt fest og farver. Jeg håber, du kan få lidt inspiration til at lave din egen fastelavnskrans med perlefigurer. Man kan jo selv vælge om farvene skal koordineres, eller om det skal være en masse blandede farver. Jeg gik efter FARVERIG 🙂
Kransen er en halmkrans, som jeg har dækket med en rest ribjersey. Derpå har jeg limet alle mulige forskellige figurer lavet i perler. Nogle af figurerne er fundet på min Pinterest tavle, mens andre er lavet i fri fantasi. Masken med båndene lavede jeg sidste år, det kan du se meget mere om her.
Materialer til fastelavnskrans med perlefigurer:
Halmkrans
Limpistol + lim (reklamelink)
Bånd eller stofrest til at beklæde kransen med
Perler (reklamelink)
glimmerlim (reklamelink)
Blandede bånd
På nogle af figurerne har jeg pyntet med glimmerlim. F.eks. er den røde diamant på kronen pyntet med glimmerlim. Det samme er kattens krone. Jeg har også pyntet med glimmerlim på striberne på nogle af bolsjerne.
Spiralerne har jeg lavet ved at stryge dem, og så snart de var strøget har jeg viklet dem omkring en poscatusch. Med et stykke tape sidder de fast på tuschen, indtil de er kolde og holder formen.
Jeg håber, det har inspireret dig til bruge tid på at hygge med at lave lidt fastelavnspynt. Hvis du har brug for lidt mere inspiration, kan du finde mine andre indlæg om fastelavn her.
Skal jeres børn til fastelavn? Der er vist noget på skolen for min yngste, mens den ældstes lærere har arrangeret at man kan komme op og hente en fastelavnsbolle. I år genbruger vi udklædning fra tidligere år, for der har ikke været overskud til at sy nye ting. Men jeg håber på at verden er tilbage til normalen, så jeg næste år kan lave nogle nye kostumer.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram