Nye mønstre #5 – BooBralette
I 2020 havde jeg et kreativt mål om at nå at prøve 12 nye mønstre. Jeg nåede desværre kun 5 nye mønstre, men det er absolut mit mål igen i år. Jeg har syet en del Karen-kjoler (reklamelink), og de klæder mig. Men jeg vil gerne blive bedre til at sy og udfordre mig lidt. Og dét er derfor jeg gerne vil prøve nogle nye mønstre både til mig og til børnene. Mit 5. nye mønster er et mønster på en top til unge piger. Det er fra Boo Design og hedder BooBralette. Mønstret er gratis, og det kan findes her.
Det er et perfekt mønster til stofresterne fra mine kjoler og andre projekter. Så jeg har bare været i mine restekasser og fundet stoffer, min ældste niece ville kunne lide. De første to toppe syede jeg til hende til hendes fødselsdag i oktober. Men jeg freestylede stropperne, og jeg var ikke rigtig tilfreds med finishen. Men min niece ELSKEDE dem og havde dem med i sommerhus i efterårsferien. Derfor fik hun fire nye toppe til jul, men denne gang fulgte jeg syvejledningen. Det var markant nemmere og flottere!
BooBralette
Jeg har syet halsen og den lille lige kant bagpå på min coverstitch. Resten af stropperne/kanten syr jeg efter vejledningen.
Jeg har lavet en lille tilpasning, og det er, at jeg har rundet halsudskæringen. Men måske jeg skulle prøve med v-udskæringen næste gang. Mønstret går fra størrelse 2 til 14 år. Så jeg tænker, at jeg også skal sy et par stykker til hende i år. Så jeg har tænkt på at tegne næste størrelse op og allerede nu sy et par stykker. Jeg har nemlig stadig masser af rester i forskellige flotte jersey-stoffer.
Til min nieces fødselsdag fik hun også nogle hjemmesyede leggins. Jeg brugte mønstret fra en af Heilt spesiell bøgerne, og det var både nemt og hurtigt at sy de tre par leggins. Jeg har ikke prøvet mønstret på leggins før, så det kunne jo også kvalificere sig som et 6. mønster, ikke?
De første 4 indlæg i serien om nye mønstre kan findes herunder:
#1 By Runi Ranglan (kvinde)
#2 Minikrea hættetrøje (dreng/mand)
#3 Minikrea Joggers
#4 Kræmmerhuse af slips
Jeg har masser af ideer i hovedet, og jeg håber, at jeg kan få udført nogle af dem i år. Har du nogle symønstre, som du kan anbefale mig?
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram