Nytårsnedtælling

Nytårsnedtælling

30. december 2020 0 Af Kreative Pips

Nytårsaften er inden for rækkevidde, og jeg glæder mig til en hyggelig aften i familiens skød. Mine drenge glæder sig til, at vi skal hjem til mine forældre og hygge. Det er fast tradition i de år, hvor drengene er hos mig nytårsaften. Og grundet covid bliver vi bare os 5, hvilket passer mig super godt. Drengene og jeg har haft nogle hårde måneder med udredning og en løbende dialog med skolen/kommunen for at hjælpe, men vi er stadig ikke i mål. Vi er markant længere end for et år siden, men der er stadig langt endnu. Men nu skal vi først have en hyggelig aften med mine forældre. Drengene plejer at tackle nytårsaften mere stille og roligt end til jul, men for at sikre de ikke keder sig, har jeg laver lidt nytårsnedtælling til dem.

Poser med nytårsnedtælling

Jeg har foldet 6 poser af A3 papir. Vejledningen er fundet hos Søstrene Grene. På alle poserne har jeg tegnet et ur med mine poscatusser. De tre af poserne har grønne visere og de andre tre har blå visere. De grønne skal Mathias åbne, og de blå skal Oliver åbne. Så har jeg minimeret risikoen for ballade om, hvem der skal åbne hvornår.

I de seks poser er der forskelligt indhold, som kan få tiden til at gå hurtigere. Der er printet nytårshatte, som drengene kan farvelægge. Der er knaldperler (fordelt i flere poser), stjernekastere og så har servietter og pynten til kransekagen fået plads i den sidste pose. Så kl. 23.30 skal vi have gjort bordet klar til kl. 24, og det plejer drengene gerne at ville hjælpe med. Der er også lavet en enkelt fællesaktivitet for os alle fem. Jeg så nemlig en ide med en tidskapsel. Derfor skal vi alle fem udfylde en seddel med de bedste og mest spændende ting fra 2020, og så pakker vi sedlerne væk og åbner først for dem igen om 5-10 år eller hvornår det lige passer.

Drengene får også deres mulighed for at komme med forslag til, hvad vi kan lave sammen i 2021 evt. sammen med mine forældre og/eller bror og hans familie. Jeg er spændt på deres forslag, som kan spænde vidt hvis de får lov til at slå fantasien løs.

Nytårspynt

På min Silhouette Cameo3 har jeg skåret teksten “2021” ud i tyk glimmer pap. Jeg valgte først den ønskede skrift, og så valgt jeg at minimere pladsen mellem bogstaverne (det hedder “bogstavafstanden”), og så sidder tallene sammen. Smart ikke? Selvom jeg har haft maskinen en del år, lærer jeg stadig nye ting at bruge den til. Tallene er limet på et grillspyd i træ og så stukket ned i kransekagen.

Se mine andre ideer lavet på min Silhouette her.

Kransekagen er som altid bagt efter Biancas opskrift. Jeg brugte en halv portion til min kurv og de 11 stykker nougat-kransekage. Jeg tegnede to ens cirkler på bagepapiret og formede kransekagen derefter, og så blev resterne brugt til små stykker med nougat. Kurven er samlet med royalicing (glasur lavet med æggehvide).

Jeg har også lavet et stort årstal i perler. Jeg har brugt sølvmetal (62) . Strøget den, og da den var kold, penslede jeg skolelim på og dryssede med sølvglimmer. Til sidst har jeg sprayet med hårlak for at holde på glimmeret.

Rigtig godt nytår og tak fordi du følger med i mit kreative univers. Jeg har mange kreative ideer i hovedet, og jeg glæder mig til at dele flere kreative projekter i 2021.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram