Struktur i hverdagen
Jeg har nævnt det et par gange før her på bloggen, og nu kommer der et helt indlæg om det, nemlig struktur i hverdagen. Mine drenge har i flere år mistrivedes og hver gang har skolelederen sagt “mere struktur på hjemmefronten“. Jeg har læst og googlet og forsøgt mange forskellige ting, for hvad er egentlig struktur i hverdagen?
Hvad gør struktur i hverdagen?
Struktur i hverdagen skaber genkendelighed, og det gør børnene mere trygge. Og trygge børn er (oftest) glade børn. Vores hverdag herhjemme har egentlig været ret ens i mange år. Det er den samme rutine hver morgen. Og den samme rutine ved sengetid. Mine drenge har umiddelbart haft det fint med de rutiner.
Vi har altid haft en kalender hængende i køkkenet med månedens aftaler. Og der står alt fra håndboldtræning, ture med skolen og familiens maddag. Men selvom hverdagen herhjemme er ret så struktureret og ens, blev skolelederen ved med at sige “mere struktur“. Og for at nå i mål med en henvisning til en udredning, blev jeg nødt til at prøve endnu mere, selvom udfordringerne i højere grad var på skolens område end indenfor hjemmets fire vægge.
En periode sad jeg hver morgen og tegnede Olivers dag i piktogrammer for at forberede ham på dagen. Han syntes, det var sjovt de første par dage, men var ellers ligeglad så længe han blev informeret om ændringer i hans hverdag. Som jeg skrev om i foråret, har jeg også overvejet et par gange at anvende piktogrammer til hver af drengene. Det er pt. kun blevet ved overvejelserne, for jeg synes ikke det er det, de mangler i deres hverdag.
Struktur i en hektisk hverdag
Jeg har siddet til et utal af møder med skole og kommune gennem flere år for at finde en løsning på mine drenges mistrivsel. Og som nævnt, har jeg MANGE gange fået til opgave at skabe mere struktur i hverdagen! Men ikke en eneste gang har jeg fået tilbudt nogen hjælp eller rådgivning i den retning.
Til alt held ELSKER jeg jo at læse, og jeg har en tendens med at søge hjælp i bøgerne. Derfor har jeg søgt bibliotekets hjemmeside tynd for bøger om ADHD og hvordan man bedst muligt kan hjælpe børn i den situation. Jeg ved endnu ikke med sikkerhed at mine drenge har ADHD, men jeg har en vis formodning om det. Og derfor søger jeg information i den retning.
Jeg faldt derfor over bogen “Struktur i en hektisk hverdag” af Christiane Hoff Kindberg (Reklamelink). Og den ville jeg ønske, jeg var stødt ind i noget før! Den gennemgår flere forskellige metoder, og jeg kan nu se, at jeg har prøvet det meste. Bogen gav mig ro i maven, og jeg vil anbefale den til alle, som står i samme situation som mig.
Min hjælp i hverdagen
Under den delvise nedlukning i foråret gjorde jeg brug af kryds-af-lister til drengene. De kom jo hjem fra skole kl. 12, men der havde jeg stadig et par timers arbejde tilbage. Derfor lavede jeg en liste med de ting de skulle gøre, før de havde fri. De skulle tømme deres taske for mad, ordne penalhus osv. Og så skulle de indimellem tømme opvaskeren, støvsuge eller lignende småopgaver. Begge drenge elskede de lister, og de bad om dem – især de dage jeg tog ind på kontoret.
Efter sommerferien faldt de lidt i glemmebogen, men nu har jeg genoplivet dem i en genanvendelig version. I foråret skrev jeg et nyt papir hver eneste dag, og det blev til ret meget papir (OG tid). Nu har jeg lavet et skema i Excel (jeg er jo tal-nørd :)), og det er så tilpasset til hver af drengenes fritidsaktiviteter osv. De er printet ud, og så har jeg lamineret dem på min nye maskine (Reklamelink). Jeg har lavet huller i og bundet snor i hullerne, så de fungerer som en spiralryg.
Jeg købte lamineringsmaskinen i sensommeren, da CC Hobby havde fødselsdag og derfor 20% rabat på alt. Den er så absolut alle pengene værd. Jeg har masser af ideer, både til at skabe struktur herhjemme, men også til de mere kreative ting.
Olivers liste er blå øverst, mens Mathias’ er grøn. Derved kan de nemt kende forskel på dem. Så kan de krydse af med en whiteboard tusch, som nemt kan tørres af.
Struktur i fremtiden
Listerne passer til vores hverdag lige nu og her, og når der så sker ændringer, kan jeg nemt ændre det i mit Excel ark. Så kan jeg printe de nye og laminere dem, og så er der nye lister klar til at støtte børnene.
Allerede fra dag ét virkede de nye lister bare. Vi havde nemlig den samme konflikt hver eneste morgen på trods af, at vi har kørt den samme rutine i årevis. Tøj på, morgenmad, pakke madpakker, og så kan de se skærm, hvis der er tid til overs. Nu følger de bare listen, og oftest uden at kigge på den 🙂
Kender du til andre metoder, som kan hjælpe med struktur i hverdagen?
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram