Nye mønstre #3 – Minikrea Joggers
Når overskuddet ikke er så stort, er det nemt at sy velkendte projekter. Og derfor går der også lidt tid mellem mine indlæg med de nye mønstre. Jeg har i flere år haft dette mønstre liggende. Jeg fik det engang af Julie, da hun ryddede op. Og det var inden vores børn kom i klasse sammen for 3 år siden. Men nu har jeg endelig fået syet et par vildt behagelige Minikrea joggers til mig selv.
Se mit andet indlæg om nye mønstre her.
Mønstret kan bl.a. købes hos Rito (Reklamelink) – de har 19% rabat indtil søndag d. 24/5-2020. Jeg har selv overvejet at købe to nye Minikrea mønstre, nemlig t-shirt og sweatpants til drengene (de går helt op til voksenstørrelse). Jeg mangler nemlig mønstre i deres nuværende størrelser.
Første bekymring og første forsøg
Min første bekymring ved et nyt mønster er ALTID størrelsen. Hvis det er kjoler eller bluser er mine tre mål (hofte, talje og bryst) ofte tre forskellige størrelser, og hvilken skal jeg så vælge? Jeg var også lidt i tvivl med bukserne, men endte til sidst med den, der hedder str. 46. Jeg tegnede og klippede mønstret ud, og det så småt ud. Derfor valgte jeg, at mit første forsøg skulle være shorts. Så får jeg lige testet pasformen på lår og numse, inden jeg bruger en masse stof.
Jeg var i stofskabene og fandt en stor rest af det lækre sorte stof med sarte roser på. Jeg har tidligere syet en highlow-karen af stoffet, men har vist ikke vist den frem på bloggen. Jeg bruger den en del, for jeg er meget glad for de læg fra Karen-kjolen.
Da jeg sad og syede mine shorts, synes jeg, at de så store ud! Men de passede altså super fint – men det hænger jo godt sammen med, at Mathias altid siger jeg har en stor mås 🙂
Andet forsøg – lange joggers
Det første forsøg med mine shorts var så vellykkede, at jeg i andet forsøg tog mit fine sorte og guldfarvede stof frem. Det er købt i februar, men jeg kan ikke huske hos hvem. Inden jeg klippede, målte jeg lige skridtlængden på mønstret OG på mig selv. Jeg klippede mønstret, som det var. Jeg var lidt ængstelig ved om de ville være for smalle ved læggen, da jeg har ret brede lægge. Heldigvis passer bukserne bare super fint. Der er lidt for meget stof foran ved skridtet, så jeg vil prøve størrelsen mindre næste gang. Men jeg kommer helt sikkert til at bruge bukserne både hjemme og på arbejdet – når jeg altså må komme rigtigt på kontoret igen. Jeg har været derinde 4 gange siden lockdown, og jeg savner mine kollegaer helt vildt.
Matchende bluse
Jeg havde stadig en del stof tilbage, så jeg fik den gode ide at sy en matchende bluse til bukserne. Og samtidig kunne jeg så prøve By Runi raglan mønstret igen. Men denne gang i en kortærmet version.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er for afslappet/nattøjsagtigt med matchende bluse og bukser. Måske hjælper det lidt med en af mine mange Ichi Kate blazere. Hvad synes du?
Af den sidste rest stof kunne jeg lige få en lille kjole i str. 74. Mønstret er endnu engang Minikreas raglankjole, som jeg har ændret til en kortærmet version.
Jeg rydder stadig op i mine stofbunker, og er bl.a. i gang med to store patchworktæpper til mine drenge. Men jeg skal vist også igang med at sy nogle langærmede kjoler til min mellemste niece. Hun ønsker sig langærmede kjoler fra faster i fødselsdagsgave – måske er jeg heldig at kunne bruge noget af mit eksisterende stoflager 🙂 Hvad laver du af kreativt for tiden?
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram
Skønne ting du har fået syet.
Tusind tak Dorte. Rigtig god pinse. kh Pia
Skønne ting
Tak 🙂 Kh Pia