Påskelækkerier

8. april 2020 4 Af Kreative Pips

I den her spøjse tid har jeg mere tid til at være i køkkenet med børnene, og ingen tvivl om at vi forkæler os selv med masser af lækkerier. Heldigvis er begge drenge også friske på gå- eller cykelture hver dag, så vi også får bevæget os nok. Nu når jeg har ferie, har vi kastet os ud i lidt påskelækkerier. Jeg håber, det kan inspirere dig til lidt forkælelse hos venner eller familie, selvom vi ikke må være sammen.

påskelækkerier
Vores lækre påskelækkerier

Sunde påskeæg

Jeg har brugt opskriften på min marcipan fra de sunde træstammer, og så har jeg trillet små påskeæg. Jeg har sprøjtet lidt smeltet mørk (85%) chokolade ud over æggene. Jeg prøvede også med noget tørret appelsinskal fra Dr. Oetker, men syntes ikke man rigtig kunne smage appelsinen. Næste gang prøver jeg med friskrevet appelsinskal.

sunde påskeæg
Mine sunde påskelækkerier
sunde påskeæg

Påskemacarons

Jeg er blevet lidt glad for igen at bage macarons, og derfor fik jeg ideen til en påskegul kyllingemacaron. Opskriften på selve macarons er fra bogen “Lykken er chokolade”, mens fyldet er fra Biancas lækre blog. Jeg synes dog, at der var MEGET fyld, så jeg vil nok kun lave halvdelen næste gang. For det skal helt sikkert gentages! Den der appelsincurd er bare ALT for lækker, jeg spiser den hver morgen i øjeblikket.

påskelækkerier
påskelækkerier
Min mors fine påskedekoration og min påskegule tekop fra Rice (pakkekalendergave fra mine forældre i 2018)
påskelækkerier
HAPS!

Spejlæg marengs

Jeg har faktisk aldrig prøvet at lave marengs før, men med en masse æggehvider i køleskabet tænkte jeg, at jeg måtte prøve. Opskriften er (selvfølgelig) fra Bagvrk.dk. Jeg lavede dobbeltportion og fik de her 9 spejlæg. De fik to timer i ovnen ved 80 grader. De var lidt seje inden i, og det kunne jeg godt lide. Glasuren er lavet af gul pastefarve, flormelis og vand. Husk at glasuren skal være meget tyk, så den bliver liggende og ikke flyder ud.

påskelækkerier

Vi serverede alle påskelækkerierne for mine forældre, som var forbi i mandags. De er de eneste vi ser, og de ville lige ønske børnene god påske og give dem deres påskeæg. Det var nemlig meningen, at drengene skulle hjem til deres far senere på ugen. Men både ham og hans kone ligger syge (ikke corona), så jeg beholder drengene indtil videre.

Flere påskelækkerier

Jeg har længe lovet Mathias, at vi skal bage cookies. Og så har jeg en ide til en tærte, som jeg gerne vil teste, så vi kommer helt sikkert til at bruge mere tid i køkkenet i løbet af påsken. Og det er nu rart at trylle lækre påskelækkerier frem, og måske skal vi lige ud og forkæle en hårdtarbejdende veninde, eller måske skal mine bedsteforældre have lidt kage, selvom vi ikke kan spise den sammen. Husker I at sætte pris på dem I holder af?

Jeg skulle have besøgt en folkeskoleveninde i Viborg i påsken, men det er selvfølgelig udskudt. I stedet sendte jeg hende en boks med påskehygge. Hun elsker te lige så meget som mig, og så fik hun lidt chokolade og lidt påskeskum til drengene. Jeg håber det vækker glæde i en hård tid <3

Jeg prøver virkelig at huske at forkæle mig selv, så jeg har også shoppet påskete hos Chaya og også en påskebox hos Teboxen.dk (husk du får 50% på 1. box med koden “KREATIV” – [Reklame]). Derudover forkæler jeg mig selv hver eneste måned med en Goodiebox (Reklamelink) fyldt med forskellige skønhedsprodukter. Linket giver dig 50 % på første box, og samtidig giver det mig en gratis box. Jeg har modtaget boxen i mange år, og det har givet mig mere hjemmespa/selvforkælelse. Selvfølgelig er der i nogle boxe, ting jeg ikke rigtig bruger – jeg har f.eks. ikke lært det med læbestift endnu! Men enten giver jeg dem væk, ellers findes der flere facebook grupper, hvor ubrugte ting kan byttes til andre spændende ting.

Pas på dig selv – og husk at man kan ikke hjælpe andre, hvis man ikke først har hjulpet sig selv (det er også det stewardessen altid siger på flyet ift. til masken med luft :)) og GOD PÅSKE.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram