Halloween pynt
Så er det igen ved at være halloween. Det er kun få år siden, at vi begyndte at pynte op herhjemme (altså kun ved hoveddøren). Så hvert år vokser det lidt, og det er nu meget hyggeligt. Meget af vores halloween pynt har jeg/vi lavet selv, og det er nu også ret hyggeligt at dele den kreative proces med mine dejlige drenge.
Samtidig er der den regel, at man kun ringer på de huse, som er pyntet op. Og eftersom mine drenge er ude og rasle, deler jeg selvfølgelig også slik ud til dem, som kommer her.
Figurer i perler
Sidste år lavede jeg denne store skelet mand i selvlysende perler. Jeg var også i gang med et ‘dab’ende skelet, men jeg fik den ødelagt, så endte med at opgive. Til gengæld har jeg i år fået lavet en flagermus. Mønstret kan findes her hos Anja. Hos mig er både øjne og ører lavet i selvlysende perler. Ørerne er de lyserøde selvlysende, mens øjnene er i den grønne version.
Jeg har også lavet nogle små græskar og et velkomstskilt i perler. Alle tre er fra Anja Takacs. Jeg bruger de billeder hun deler og tæller ud fra dem. Måske bliver mine perlerier ikke 100% magen til, men det gør mig ikke noget.
Beton spøgelser
Vi har igen forsøgt os med selvlysende betonspøgelser, og det er klart bedre end sidste år… Men der er også stadig plads til forbedring. Vi har klippet en cirkel med ø60 cm i bomuldslærred, og klippet to øjne et passende sted. Derefter har vi dyppet den i den flydende beton, inden vi lagde stykket hen over en 1 liters skyrbøtte (med bunden i vejret), hvor der ovenpå stod en halv liters creme fraiches bøtte (ligeledes med bunden i vejret). Derfor er spøgelserne lidt flade på toppen, haha 🙂
Mathias’ spøgelse
I SFO’en har Mathias lavet det her blodige spøgelse. Hovedet er en klump sølvpapir og så er der bundet stof rundt om. Derefter har der været fri leg til at dekorere spøgelset, og vores spøgelse er altså ret så blodigt.
Har du lavet noget sjov, uhyggeligt eller anderledes pynt, som mine drenge og jeg skal lave næste år?
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram
Ej hvor fint med beton spøgelserne. Måske man ku lave det over en ballon?
Ja vi har også været i gang med halloween hos os. Både mad og pynt. Kig endelig over
Tak. Vi lavede det over en ballon sidste år, men med en dårlig beton fyldt med sten. Men god ide, det må vi afprøve 🙂 Jeg kigger over 🙂 kh Pia