Dåbsinvitationer – Filippa
I august blev jeg faster for tredje gang, og lige som sidst blev jeg spurgt om jeg ville stå for dåbsinvitationerne. Min svigerinde valgte bordeaux som grundfarve, og så havde jeg ellers frie hænder.
Jeg er virkelig godt tilfreds med det enkle, men alligevel fine udtryk kortene har fået. Jeg har lavet dem som en slags serieproduktion. Så én del af gangen, og så er de til sidst samlet.
De forskellige dele
Jeg har brugt hvid karton fra Søstrene Grene. Det hvide karton er i A4 og det deles på midten. Sådan 10 ark koster 10-12 kr., så det er jo nærmest ingenting 🙂
Jeg har foldet små sløjfer af smalt satinbåned (3mm fra Stof&stil). De er efterfølgende limet på kortet med almindelig hvid skolelim.
På Pinterest har jeg en tavle med kort ideer, og der fandt jeg inspirationen til disse kort. Samtidig fandt jeg mønstret til bodyen, og så brugte jeg min Silhouette Cameo til at skære de 30 bodyer ud. Mine hænder bliver desværre hurtigt overanstrengt og giver mig smerter/ømhed i flere dage, så jeg forsøger virkelig at aflaste dem mest muligt. Det er dog ret svært med de mange kreative ideer i mit hoved haha 🙂
Jeg har købt blød tyl i Stof&Stil, og jeg har til hvert kort brugt et stykke på 10×15 cm. Tyllen er foldet til 5×15 cm, og så er der riet i folden. Tyllen er derefter bundet rundt om bodyen, og bundet med en knude på sytråden på bagsiden.
Samlingen og de færdige kort
Bodyen er limet på kortene med dobbeltklæbende tape. Nederst i højre hjørne er sat en lille guldsticker med teksten Barnedåb. Jeg har en masse forskellige stickers og tekster på lager fra den periode, hvor jeg lavede mange kort. Jeg forsøger derfor at rydde lidt ud i lageret, og de her guldstickers passede perfekt til kortene. Kortene blev delt ud til min nieces fødselsdag i går, og derfor kan jeg nu dele kortene her på bloggen.
Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram
Jeg hedder Pia, og har siden jeg var barn været bidt af kreative projekter. Jeg har klippe-klistret, syet og leget med perler i mange år. Derudover er jeg mor til to dejlige drenge, som begge har ADHD. Jeg prøver mig derfor frem med forskellige projekter for at mindske deres udfordringer i hverdagen.