Sy af dine rester #3
Jeg har stadig masser af jersey rester, og nu er jeg begyndt at sy genanvendelige bind for foreningen Moja.
Jeg har længe fulgt med i gruppen for Albastuff, og hun sælger en masse til selv at lave bind. Man kan købe noget specielt sugende materiale, men man kan også bruge håndklæder.
Jeg kan godt lide ideen om genbrug, og faktisk brugte vi stofbleer (reklamelink) til Oliver i ca. det 1. år. Dengang syede jeg ikke, og jeg vidste heller ikke at man selv kunne sy den slags. Vi købte derfor via Naturebaby (reklamelink). Og da han voksede fra bleerne, solgte vi dem videre.
Nå, men tilbage til bindene. Der er trods alt grænser for hvor mange jeg selv kan bruge, så jeg syr faktisk i en super god sags tjeneste. Jeg syr for Moja, hvor alle bind bliver doneret til skolepiger i Kenya.
Moja og mønstre
Hvis du selv vil prøve at sy bind, ligger der et gratis mønster lige her i Facebookgruppen for Moja. Hvis du ikke kan sy, men gerne vil bidrage, kan du give et økonomisk bidrag (se kontooplysninger på Mojas hjemmeside). Så bidrager du til fragten af bindene samt køb af menstruationskopper til de kenyanske piger.
Jeg har rigtig mange brugbare jersey-rester til toppen, samt fleece til bunden. Jeg manglede derimod (gamle) håndklæder til brug som sug i midten. Jeg har klippet to hullede håndklæder op, og så har jeg fået en stak af min mors gamle håndklæder. Så jeg håber på at få syet en fin stak, inden Gitte fra Moja rejser til Kenya igen i efteråret. Jeg har i hvert fald tæt på 30 topstykker klippet.
Du kan læse mine to forrige indlæg om syning af rester herunder
Sy af dine rester #1 – sy dine egne rondeller
Sy af dine rester #2 – duftklude til præmature babyer
Hvad synes du om ideen med genanvendelige bind? og med at hjælpe unge kvinder i Afrika? Jeg føler mig heldig over at bo i Danmark, og jeg føler egentlig jeg har meget. Derfor giver det mig stor glæde at kunne hjælpe andre, bare ved at dyrke min hobby med at sy.