Rabarber cupcakes

24. juli 2015 0 Af Kreative Pips

Endelig! Endelig er det min tur til at gå på ferie. Derfor havde jeg i dag taget feriekage med på kontoret. Jeg havde en lille rest rabarber, som jeg lavede til suppe ud fra opskriften i Lykken er chokolade (Reklamelink). Og suppen/saften brugte jeg så i mine rabarber cupcakes, og rababerkompotten brugte jeg i smørcremen.

Min smørcreme blev lidt for blød, så den holdt ikke formen så godt som ønsket

Min opskrift på rabarber cupcakes

Dejen (24 stk. alm. str.)
125 g smør
250 g sukker
2 æg
225 g mel
2 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker
3/4 dl skyr
1,5 dl rabarbersaft/suppe
100 g hvid chokolade (hakket)

Smør og sukker piskes godt sammen. Æggene tilsættes 1 af gangen, og der piskes grundigt. Bagepulver, vanillesukker, hvid chokolade og mel blandes sammen, og det blandes i dejen skiftevis med skyr og rabarbersaften. Kagerne bages i ca. 18 min ved 200 grader i alm. ovn.

Smørcremen/frostingen
375 g flormelis
105 g blødt smør
9-12 spsk. rabarberkompot (svarer ca, til kompot af 500 g rabarber)
Lidt friskpresset citron
Poppy red pulverfarve (ca. 1 knivspids)

Pisk cremen let og luftig og sprøjt cremen på med pose og tyl. Tilsæt evt. mere flormelis, hvis frostingen bliver for blød/tynd.

Hvis du ligesom jeg er vild med rabarber, kan du finde mine andre opskrifter med rabarber lige her.

Følg mig på Bloglovin’, Pinterest, Facebook og Instagram